Patrick Andersen

Denne spiller kan erstatte skadet FHK-profil

Fredericia Håndboldklub leder efter en bagspiller, der kan erstatte langtidsskadet Peter Nielsen. Ifølge HBOLD.dk’s oplysninger træner der for tiden en potentiel afløser med.


Der gik chokbølger igennem FHK-lejren, da Peter Nielsen blev båret fra banen d. 10. december i Helsingør-hallen. Med sine 31 år, stor erfaring fra den bedste danske række, ophold i Wisla Plock, 2. Bundesligaen og den daværende norske ligaklub, Runar, er Peter Nielsen en svær spiller at erstatte.


I indeværende sæson er han FHK’s topscorer med 57 mål, og har haft en hånd med i rigtig mange af sit holds mål. Derfor har traditionsklubben også sat en jagt ind på en erstatning, da de ellers kun står tilbage med 19-årige Jakob Mikkelsen som venstrehåndet højre back.


Her har FHK særligt rettet sigtekornet mod Simon B. Madsen, som tilbage i 2012-13-sæsonen blev den næstmest scorende i 1. division for Vejle med 144 mål og i sæsonen inden blev tredjemest scorende i rækken med 143 mål. På daværende tidspunkt var Fredericia også ude med snøren efter Simon B. Madsen, men den gang takkede han nej.


Sidenhen har venstrehåndsspilleren, efter Vejle gik konkurs, tørnet ud for HC Midtjylland, men før denne sæson skrev han kontrakt med Ribe-Esbjerg. I denne kontrakt var der dog en option, der gjorde, at sydvestjyderne kunne opsige den, hvis ikke venstrehåndsspilleren blev klar fra en skade tids nok.


Derfor nåede Simon B. Madsen ikke at tørne ud for Ribe-Esbjerg i denne sæsons 888liga, men i stedet træner han ifølge HBOLD.dk’s oplysninger med i Fredericia for tiden, hvor parterne ser hinanden an med henblik på en kontrakt for resten af sæsonen.


Ifølge HBOLD.dk’s oplysninger har Fredericia også andre emner i baghånden til at erstatte Peter Nielsen, men om det bliver til noget vides endnu ikke.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER