Patrick Andersen

Stregprofil forlænger med Skjern og bliver anfører

Bjarte Myrhol har forlænget sin kontrakt med Skjern Håndbold, der samtidig gør ham til anfører fra sommeren 2017. Det oplyser vestjyderne i en pressemeddelelse.


Det vestjyske håndboldpublikum har mere norsk fight i vente de kommende sæsoner.


Den norske landsholdsprofil og anfører, Bjarte Myrhol, har forlænget kontrakten med Skjern Håndbold således aftalen nu er gældende frem til 30. Juni 2020.


– Jeg er utrolig tilfreds med at forlænge kontrakten med Skjern Håndbold. Måden som min familie og jeg er blevet taget i mod i Skjern har været overvældende. Min familie og jeg stortrives, så derfor var beslutningen om at forlænge meget nem, siger Bjarte Myrhol og uddyber:


– Skjern Håndbold arbejder mod at blive Danmarks bedste håndboldarbejdsplads – nu har jeg været her i halvandet år og jeg kan ikke forstå andet end dette mål allerede er opnået. Alt ligger til rette for at spille håndbold på allerhøjeste niveau i Skjern, siger stregspilleren om kontraktforlængelsen.


Til sommer stopper Thomas Klitgaard karrieren efter 20 år med harpiks og herrefight som en fast del af hverdagen. Efter ni sæsoner i den grønne trøje overlader stregveteranen til sommer anførerbindet til den 34-årige nordmand.


– Det er en ære at overtage anførerbindet. Mange fantastiske spillere har båret det før mig. Jeg håber at jeg kan bruge mine erfaringer og færdigheder både på og udenfor banen til fortsat at holde Skjern i toppen af dansk håndbold, siger Bjarte Myrhol, der får store roser kastet i sin retning af bestyrelsesformand, Carsten Thygesen


– Bjarte Myrhol har siden sin ankomst i Skjern udvist en enorm professionel tilgang til tingene – og krydret med hans indædte figtervilje og dedikation til spillet, opfylder han samtlige kriterier for at overtage anførerbindet efter Thomas Klitgaard, siger Carsten Thygesen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER