Patrick Andersen

Randers HH-træner bliver sæsonen ud

Trænerkabalen i Randers HH er faldet på plads, og den faldt således ud, at Martin Hjortshøj forbliver cheftræner sæsonen ud.


Jesper Holm blev tidligere på sæsonen fyret og straks blev Hjortshøj sat ind som midlertidig cheftræner med Rasmus Vandbæk som assistent. De to fortsætter med at være i Randers HH sæsonen ud.


– Vi er glade for at lave denne aftale med Martin og Rasmus. Vi syntes at de har rykket os tættere og tættere på point i de kampe hvor de har stået i spidsen for holdet, og nu ligger det så fast at det er Martin og Rasmus der skal styre den spændende og hårde overlevelseskamp vi kommer til at se i februar og marts, siger Randers HH’s sportschef, Peter Hansen, til klubbens hjemmeside.


Martin Hjortshøj glæder sig over den permanente aftale og vil nu sætte alle sejl ind for, at Randers HH overlever i 888ligaen.


– Det giver ro og energi at have en aftale på plads. Jeg er da stolt over at min midlertidige status nu er gjort permanent for resten af sæsonen. Men jeg føler også at vi er i en positiv udvikling og at vi kan hente de fornødne point, hvis alle mand kæmper med alt hvad vi har i os i ”de 9 skæbnekampe” som vi skal spille i februar og marts, fortæller Hjortshøj.


Inden Randers HH kan holde julepause, så skal de fredag aften i aktion mod Skjern Håndbold.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER