Simon Jensen

Østergaard fremhæver HCM-backs inden KIF-duel

I eftermiddag tørner værterne fra HC Midtjylland sammen med de jysk-sjællandske gæster fra KIF Kolding København. Sidst de to mandskaber mødtes, sluttede opgøret helt lige, og en lignende forestilling kunne sagtens udspille sig i Den Runde Hal.


Således sluttede det førnævnte opgør med en pointdeling og cifrene 27-27 efter en kamp, hvor KIF Kolding København længe lignede en sikker og komfortabel vinder – men til sidst smed de både overtag og sejr væk.


Denne eftermiddag er der imidlertid lagt i ovnen til et opgør mellem de to klubber, der begge kommer med en positiv og formstærk indfaldsvinkel til kampen – HC Midtjylland har således ikke tabt én af deres seneste ni kampe, KIF Kolding København har vundet deres seneste to.


For HC Midtjylland har formkurven hævet sig støt siden sæsonstarten, hvor den midtjyske trup stadig bar præg af at være ny og usammenspillet. Siden har Morten Sechers tropper spillet bedre og bedre for hver spillerunde, der er passeret, og det har midtjydernes Jacob Østergaard en god forklaring på.


– Vi har fundet en god formel, hvor vi forsøger at gøre brug af hinandens styrker. Og nu har vi også spillet nogle kampe sammen, hvilket hjælper til, at kendskabet til hinanden er blevet trygt, fortæller HCM-stregspilleren til HBOLD.dk.


I HC Midtjylland og KIF Kolding Københavns første indbyrdes opgør i sæsonen, var det særligt den norske nyerhvervelse Espen Lie Hansen, der brillerede i HCM-trøjen – og en tilsvarende præstation fra ham og hjemmeholdets andre velskydende bagspillere vil formentligt, ifølge Jacob Østergaard, være påkrævet for at sikre værterne point.


– Vi fik vores backs godt i gang i den kamp. Det samme skal vi i morgen (i dag, red.), og så skulle vi også gerne vise, at vores spil har flyttet sig hen mod et mere komplet spil. Så tror jeg også på 2 points, slutter HC Midtjylland-spilleren.


Opgøret mellem HC Midtjylland og KIF Kolding København fløjtes i gang klokken 16:10.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER