Patrick Andersen

Skjern-dreng søger nye udfordringer

Til sommer forlader Jesper Dahl Skjern Håndbold, da han fremadrettet vil spille højre back.


Han har taget det lange, seje træk fra U-16 rækkerne op på Skjerns bedste mandskab. Men efter otte år i den grønne trøje skilles Jesper Dahl og Skjern Håndbold til sommer.


– Jeg har været og er stadig sindssyg glad for Skjern Håndbold. Efter otte år i den grønne trøje har jeg fået klubben helt ind under huden, så jeg står med en ambivalent følelse i kroppen, siger højrefløjen og uddyber:


– Det bliver underligt at Skjern Bank Arena fremover ikke er min hjemmebane,

men tiden er moden til at komme videre, siger Jesper Dahl.


Begrundelsen for skiftet fra det vestjyske er ifølge hovedpersonen ganske simpel.


– Der er ikke så meget hokus pokus omkring det. Jeg ønsker at spille mere højreback. Det er på den position, hvor jeg føler mine kompetencer kommer bedst til udtryk, siger Jesper Dahl, der får rosende ord med på vejen af bestyrelsesformanden i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen.


– Jesper Dahl har været et skoleeksempel for vores talentarbejde i Skjern Håndbold, hvor han har vist en indædt fightervilje hele vejen op igennem systemet. Vi ønsker Jesper held og lykke fremadrettet og håber vores veje skilles med metal om halsen, siger Carsten Thygesen.


Jesper Dahl har både optrådt for Y- og U-landsholdet, mens det hidtil er blevet til 74 førsteholdskampe for Skjern Håndbold


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER