Maja Laursen Bjerg

GOG indkasserer andet nederlag på en uge

Mors-Thy Håndbold vandt i dag 25-24 over GOG, der for anden gang i denne uge må se sig besejret med ét mål. De to hold var meget jævnbyrdige, men efter en spændende afslutning trak MTH sig sejrrigt.


To udebanekampe, to etmålsnederlag, nul point. Sådan lyder statistikken i denne uge for GOG, der i onsdags tabte 27-26 til HCM, og i dag tabte 25-24 til MTH.


I dagens kamp var Mors-Thy Håndbold og GOG meget jævnbyrdige, og hjemmeholdet førte 25-24 med to minutter tilbage af opgøret. GOG havde muligheden for at snuppe et point, men desværre for fynboerne fik de ikke netmaskerne til at blafre flere gange inden slutfløjt.


Fra kampens start bragte MTH sig foran 2-0. Gæsterne havde svært ved at passere Kasper Larsen i MTH-målet, og i de første 14 minutter scorede fynboerne kun to mål. Det udnyttede MTH, og de bragte sig i front 5-2.


Gæsterne kom dog bedre med, og Lasse Kronborg reducerede til 6-5. Det var dog en stakket frist for fynboerne. Med sit tredje mål i opgøret bragte Nicolai Sommer hjemmeholdet foran 12-8.


De gulblusede fik dog reduceret frem mod pausen, men de gik i omklædningsrummet bagud 12-10.


I anden halvleg udlignede GOG til stillingen 13-13. Derefter fulgtes mandskaberne ad til 16-16. Her trak hjemmeholdet igen fra og kom i front 18-16 ved Marcus Dahlin.


GOG indhentede endnu en gang hjemmeholdets forspring, da Tobias Møller smed bolden i mål til stillingen 20-20.


Kampens afslutning var meget spændende. Niclas Kirkeløkke bragte gæsterne foran 23-24 med fem minutter tilbage af opgøret. MTH scorede dog to mål herefter, og da de tog timeout ved stillingen 25-24 med 18 sekunder tilbage af kampen, lignede det en sejr til hjemmeholdet.


GOG kom dog på bolden igen, men Niclas Kirkeløkkes forsøg gik ikke i kassen. Derfor vandt MTH 25-24, og GOG må for anden gang i denne uge rejse hjem til Fyn med et etmålsnederlag i bagagen.


Mors-Thy Håndbold ligger med sejren nummer 11 i tabellen, mens GOG befinder sig på syvendepladsen i 888 Ligaen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER