Patrick Andersen

BSV forlænger med fighter

Rasmus Jensen bliver i Bjerringbro-Silkeborg frem til år 2020, og han håber, at han kan være med til at vinde flere titler. Det oplyser BSV i nedenstående pressemeddelelse.


En af Håndbolddanmarks største fightere tager tre år mere hos de danske mestre. Bjerringbro-Silkeborg har forlænget kontrakten med stregspilleren Rasmus Jensen, der bliver hos de forsvarende mestre frem til år 2020.


– Jeg bliver, fordi Bjerringbro-Silkeborg er et rigtig godt match for mig. Jeg kom til for halvandet år siden, og allerede der tænkte jeg, at det kunne blive godt. Det har vist sig at være det helt rigtige for mig og min familie, fortæller Rasmus Jensen, der i sidste sæson var til at sikre Bjerringbro-Silkeborg klubbens første titel.


Han bliver den fjerde af Bjerringbro-Silkeborgs ’gulddrenge’, der skriver en lang kontrakt med midtjyderne. Også Stefan Hundstrup, Nikolaj Markussen og Johan Hansen har forlænget deres kontrakter til henholdsvis år 2020, 2020 og 2021.


– Det er et godt match, fordi den DM-titel, vi vandt sidste år, forhåbentlig ikke er den eneste. Jeg håber, at jeg i løbet af mine næste år i Bjerringbro-Silkeborg får mulighed for at vinde flere titler. Klubbens ambitioner passer godt til mine egne ambitioner om at vinde.


– Det er en fantastisk klub. Der er helt styr på alt udenfor banen. Der er et godt kontor, og så har jeg nogle fantastiske holdkammerater, som jeg har det rigtig godt med. Når jeg vågner op om morgenen, har jeg lyst til at komme til træning, og det er sådan, det skal være at spille håndbold, siger den 27 årige stregspiller.


Rasmus Jensen kom til Bjerringbro-Silkeborg fra GOG i år 2015, men han spillede faktisk også i Bjerringbro-Silkeborg tilbage fra år 2007 til år 2009. Han har også optrådt for Fredericia HK og KIF Kolding København i den danske liga. I Bjerringbro-Silkeborg har Rasmus Jensen været garant for en enorm fight hver eneste gang, og særligt hans evner defensivt har gjort ham til en vigtig spiller for cheftræneren.


– Rasmus har store aktier i, at vi blev Danmarksmestre sidste år, og i at vi har et forsvarsspil på et internationalt niveau. Han passer godt ind i den måde, vi gerne vil spille vores forsvarsspil på. Vi er aggressive og taktisk dygtige, og det står han også for, roser Peter Bredsdorff-Larsen.


– Derudover er Rasmus en meget ambitiøs sportsmand, som griber alt an professionelt, og derfor passer han godt ind på vores hold. Han leverer altid en robust og helhjertet fighterindsats. Det er en fighter og en kriger, som gør alt helhjertet både på og udenfor banen, og som kæler for detaljen. På den måde er han et synonym med den måde, som vi arbejder på i Bjerringbro-Silkeborg.


Rasmus Jensens kontraktforlængelse bliver præsenteret for Bjerringbro-Silkeborgs sponsorer i forbindelse med Danmarksmestrenes kamp mod Randers i 888Ligaen i dag kl. 12.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER