Lasse Dieckmann

FCM forlænger med rutineret venstre fløj

Den midtjyske klub har nu fået helt styr på situationen på venstrefløj for de kommende sæsoner. 


FCM Håndbolds Mie Augustesen bliver på den midtjyske venstrefløj. Det står fast, efter at den 28-årige fløjspiller har forlænget sin kontrakt i FCM Håndbold med yderligere to år. Det skriver klubben i en pressemeddelelse. 


– Jeg er rigtig glad for at være i FCM Håndbold. Det er en fantastisk klub, og holdet ser spændende ud til næste år. Desuden matcher klubbens ambitioner mine egne. FCM Håndbold ligger i toppen af ligaen og spiller med på øverste hylde internationalt. Det vil jeg gerne fortsætte med at være en del af, siger Mie Augustesen.


Venstrefløjen kom til FCM Håndbold i 2014, da hun gjorde comeback efter et kort karrierestop. Nu er hun klar til at spille mange flere minutter FCM-trøjen.


– Mit mål er at blive en endnu bedre håndboldspiller. Vi har en god trænerstab, som giver mig nogle gode redskaber. Desuden er jeg omgivet af nogle dygtige holdkammerater. De er gode til at komme med input og feedback. På den måde føler jeg, at jeg får en helhedspakke her i FCM, siger Mie Augustesen.


Den 28-årige venstrefløj har optrådt 80 gange for det danske A-landshold. Hun gjorde sig særligt bemærket ved EM 2010 i Danmark, hvor hun spillede sig på turneringens All Star-hold. Klubben glæder sig over at beholde den rutine, som Mie Augustesen bidrager med.


– Mie er en fantastisk håndboldspiller og passer perfekt ind i vores DNA. Hun er en hårdtarbejdende, loyal og yderst rutineret spiller. Desuden er hun med til at bevare kontinuitet på holdet, og jeg er sikker på, at vi kommer til at se meget mere af Mie og hendes kvaliteter de næste par år, siger Jakob Mølgaard, direktør i FCM Håndbold.


Mie Augustesen er den sjette i rækken, der, inden for en kort periode, har forlænget med FCM Håndbold. Det er en liste, som tæller Veronica Kristiansen, Sabina Jacobsen, Sabine Pedersen, Louise Burgaard og træner Kristian Kristensen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER