Maja Laursen Bjerg

Her er landsholdets største grinebider, slikmund og hurtigløber

HBOLD har taget en snak med Trine Østergaard og Stine Bodholt og bedt dem give priser til landsholdskammeraterne. Læs her, hvem der er landsholdets hurtigløber, den største grinebider og meget mere.


EM 2016 er lige på trapperne, og de danske kvinder krydser i morgen klinger med Montenegro. Landsholdet har allerede nu brugt mange timer sammen til både træning og Møbelringen Cup.


Derfor har HBOLD bedt to landsholdsprofiler Trine Østergaard og Stine Bodholt give os en indsigt i, hvem der griner mest på holdet, hvem der løber hurtigst og meget mere.


Største slikmund:


Her peger de to profiler på hver sin spiller. Lotte Grigel er et godt bud ifølge Stine Bodholt, mens Stine Jørgensen bliver udpeget af Trine Østergaard.


– Jeg må næsten sige mig selv i forhold til sodavand og kage, men jeg ved, at Stine Jørgensen også er en stor slikmund, og hun elsker at tage kage, når der er det på hotellet. Så jeg giver hende den, siger fløjspilleren med et smil på læben.


Holdets hurtigløber


Hvis man skal tro de to landsholdsspillere, er det to bagspillere, der er hurtigst på holdet.


– Det må være AC (Anne Cecilie Dornonville de la Cour, red.), mener Bodholt.


– Det er Mulle. Når hun kommer i sit drive op ad banen, er der ingen, der når hende til sokkeholderne, fortæller Trine Østergaard.


Største træningsnarkoman:


Begge landsholdsspillere mener, at Anne Mette Hansen er et godt bud til prisen som største træningsnarkoman.


– Man kommer nok ikke uden om Anne Mette Hansen. Men den er svær, for alle på holdet kan lide at træne – både fysisk og håndboldtræning. Mulle elsker at løbe på løbebånd, og AM smadrer igennem til træning og i styrkelokalet, fortæller Trine Østergaard.


– Anne Mette Hansen. De træner meget i København, siger Stine Bodholt efter længere betænkningstid.


Mest aktiv på de sociale medier:


Mulle er mest aktiv på de sociale medier ifølge Stine Bodholt, og hun er også med i varmen hos Trine Østergaard.


– Det gør Mulle eller Anne Mette Hansen, tror jeg. De er meget gode til både at dække Facebook og Instagram, siger landsholdsfløjen.


Største grinebider:


Igen peger de to landsholdsspillere på to i bagkæden.


– Det må være Mulle, siger landsholdsstregen, mens Trine Østergaard peger på en anden playmaker.


– Det kunne godt være Lotte (Lotte Grigel, red.). Hun er altid i godt humør, hun griner meget, og hun joker også selv meget. Hun har altid et smil på læben, siger fløjen.


Største temperament:


Klavs Bruun-Jørgensen er en god kandidat, mener Stine Bodholt, mens Trine Østergaard peger på, at der er mange, der kan kæmpe om den pris.


– Sandra Toft kan godt få den. Af at Sandra er målmand og ikke så tit har situationer med nærkontakt, så har hun et meget godt temperament, og hun er ikke bange for at råbe. Så Sandra har et meget stort temperament, det har jeg også selv, og det har Klavs jo også. Det er nogle gode bud, siger Trine Østergaard.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER