Lasse Dieckmann

Liga-klub bekræfter: GOG vil have vores træner

Til sommer siger GOG farvel til Jakob Larsen som cheftræner. Derfor er den fynske klub nu ude efter en ny mand til  den opgave. 


GOG fortalte tidligere på ugen, at de har indsnævret deres felt af trænere til to personer. Og nu bekræfter sportschefen i Skanderborg Håndbold, Torben Væver, at Skanderborg Håndbold har modtaget en henvendelse om deres cheftræner – den 29-årige Nicolej Krickau. Det skriver TV2 Sport.


– Nicolej er jo måske det største trænertalent i Danmark, så han står på rigtig mange blokke rundt omkring i de større klubber i Danmark, det er jeg sikker på. Der er kommet en henvendelse omkring, at GOG er interesseret i at tilknytte Nicolej til sommer, siger sportschef Torben Væver, der bekræfter interessen fra GOG.


Nicolej Krickau har dog kontrakt i Skanderborg indtil sommeren 2018, så umiddelbart vil Torben Væver ikke sende sin unge træner til Gudme.


– Vi vil i princippet ikke af med ham, før hans kontrakt udløber, men omvendt så er vi også en klub, hvor vi ligesom giver de unge chancen og skal sende dem videre.


Kasper Jørgensen vil hverken be- eller afkræfte om Krickau er på blokken i GOG, men vil først kommenterer yderligere, når der er en træner at præsentere.


 


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER