Simon Jensen

Bitsch: Klogt angrebsspil skal stække TMS-defensiv

Skive fH og TMS Ringsted har efter ni runder af herrernes 1. division begge konsolideret sig i toppen af tabellen. Mens sidstnævnte dog har lidt tre pointtab hidtil, har Skive kun tabt til Nordsjælland Håndbold.


I eftermiddag tørner netop Skive fH og TMS Ringsted så sammen på sidstnævntes hjemmebane. Og frem mod dagens topkamp i Dansk Kabel TV Arena vil Skive-træner Ole Bitsch have forberedt sine tropper på et forsvarskoncept hos dagens værter, der ikke blot forankrer sig om én fast formation.


I stedet jonglerer TMS Ringsted og Christian Dalmose mellem flere forskellige opstillinger, når holdet ikke er i boldbesiddelse.  Skive-træner Ole Bitsch har dog i sine egne forberedelser frem mod duellen på Sjælland spottet et par sprækker, som han håber at kunne udnytte.


– Vi skal spille noget klogt og godt angrebsspil. Vi skal sørge for at være skarpe på den del, når de veksler i disse formationer. Der er ingen tvivl om, at det er noget, de praktiserer rigtig meget, fortæller Ole Bitsch til HBOLD.dk og fortsætter:


– Men omvendt kan man også sige, at når man veksler så meget i formationerne, og man måske gør det mellem tre til fire forskellige formationer, så er det ikke alt, man har lige meget sikkerhed i. Og det har vi selvfølgelig også bidt mærke i. Så jeg tror, at vi har et par våben, vi godt kan sætte ind med.


I modsatte ende, defensivt for Skive fHs vedkommende, har Ole Bitsch blandt andet udset sig Rune Ohm som en af TMS Ringsteds farligste våben og giftigste målscorere. Samtidigt understreger Skive-træneren dog, at han nærer stor respekt for den samlede Ringsted-trup, der ifølge ham besidder stor kvalitet.


– Omkring vores egen defensiv skal vi styre Rune Ohm, og vi skal i øvrigt have styr på alle de dygtige spillere, de har, for jeg synes, at der er kvalitetsspillere hele vejen rundt.


Skive fH kan med en sejr i eftermiddagens opgør spille sig foran Nordsjælland Håndbold i toppen af rækken – mens TMS Ringsted med en triumf og to points kan spille sig inden for et points afstand til netop Skive. Duellen mellem de to fløjtes i gang klokken 16:00.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER