Lasse Dieckmann

Viborg HK forlænger med landsholdskeeper

Rikke Poulsen og Viborg HK er nået til enighed om en forlængelse af keeperens kontrakt


Det er en af kongerigets allerbedste keepere, de har sikret sig lidt endnu i Viborg HK. Hvis ikke en skade havde sat Rikke Poulsen ud af spiller, så var hun et sikkert valg til Klavs Bruun Jørgensens EM-trup.


Det er derfor også en tilfreds direktør, der nu har papir på den 30-årige målmand indtil udgangen af sæsonen 18/19.


– Vi er utroligt glade for at få forlængelsen på plads med Rikke. Der har været mange rygter og stor interesse omkring Rikkes fremtid, og det er derfor dejligt at kunne offentliggøre forlængelsen. Rikke har været en af de spillere, som vi har haft et stort ønske om at forlænge med, da hun har nogle fantastiske og unikke kvaliteter. Hun er en stærk målvogter, der besidder en vigtig position i vores spilkoncept. Så med et stærkt forsvar og en stærk målvogter kan holdet bibeholde de gode takter der er vist denne sæson og samtidig arbejde videre på det koncept der er sat op, fortæller direktør Henrik Dahl til klubbens hjemmeside. 


Landsholdskeeperen selv er også glad for at det bliver til et par sæsoner mere i den jyske domkirke by.


– Vi ligger nr 1 i den danske liga, er i Final4 i den danske pokalturnering. Vi er et utroligt stærkt og spændende hold som spillemæssigt har fundet melodien på banen. Alle spillere på holdet gør det godt og jeg ser en stor udvikling og et stort potientiale i holdet – også i de kommende sæsoner. 


På grund af en skade har Rikke Poulsen været nødt til at melde afbud til EM-slutrunden i Norge. Men så sigter den 30- årige målmand allerede efter de næste udfordringer.


– Jeg er rigtig ked af og frustreret over, at jeg ikke bliver klar til EM. Det var en mavepuster at få den melding, men nu må jeg bare se frem og blive klar til Viborgs Final4 mellem jul og nytår, fortalte Rikke Poulsen tidligere på ugen til DHF. 


Kvindernes Final4 spilles d. 29.-30. december i Jysk Arena, Silkeborg.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER