Maja Laursen Bjerg

Althea Reinhardt er klar i kulissen

Målmand Althea Reinhardt er parat, hvis Rikke Poulsen ikke bliver sin skade kvit inden EM. I første omgang skal Reinhardt med landsholdet til den sidste træningsturnering inden EM.


20-årige Althea Reinhardt har imponeret mange i denne sæson efter skiftet til Odense Håndbold. Hun står lige nu til at overtage Rikke Poulsens plads i EM-truppen, hvis hun ikke bliver klar til EM, fortæller Klavs Bruun Jørgensen i dag på et pressemøde. Det glæder Althea Reinhardt, selvom hun ærgrer sig på Rikke Poulsens vegne.


– Det er stort, og jeg er meget overrasket. Jeg er super glad for det, men det er ærgerligt for Rikke Poulsen. Selvfølgelig er Sandra Toft førstemålmand, men jeg tror også, at man kan lære rigtig meget af at være med. Jeg må prøve at præstere, når jeg får chancen, og så vil jeg bare nyde det, siger Althea Reinhardt til HBOLD på dagens pressemøde.


Læs også: Rikke Poulsen ude af Møbelringen Cup


Rikke Poulsen bliver scannet i morgen for sine lyskeproblemer, og her vil det vise sig, om hun kan nå at blive klar til EM. Althea Reinhardt er klar til at få en rolle til EM, hvis det skulle blive aktuelt.


– Hvis jeg ikke følte mig klar, ville jeg ikke stå her. Jeg føler egentlig, jeg er klar til at tage udfordringen op, og så må vi se, hvordan det går, siger målmanden, der dog understreger, at Sandra Toft uden tvivl er førstevalg i målet.


Første skridt er Møbelringen Cup


Det ligger fast, at Rikke Poulsen ikke kommer med til Møbelringen Cup, som er holdets sidste træningsturnering inden mesterskabet. Derfor skal Althea Reinhardt med, og det ser hun frem til.


– Jeg håber på at kunne præstere, og at jeg kan være med. Men jeg håber også at få en masse med hjem til klubben, som jeg kan arbejde med. Jeg vil nyde det, siger hun.


Althea Reinhardt og de andre landsholdsspillere tager hul på træningsturneringen Møbelringen Cup på torsdag, hvor de møder Norge. Lørdag møder kvindelandsholdet Rusland, mens de søndag står overfor Frankrig.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER