Patrick Andersen

Bjerringbro-Silkeborg har brug for en pointgivende overraskelse

Kan Bjerringbro-Silkeborg lukke ned for FC Barcelonas skytter og samtidig stoppe deres store stregspillere? Det bliver afgørende, hvis de skal skabe overraskelsen mod en af verdens mægtigste håndboldklubber. Det skriver BSV i en pressemeddelelse.


For en uge siden leverede Bjerringbro-Silkeborg en meget stor præstation på udebane mod Veszprem. Problemet for de danske mestre var blot, at den præstation akkurat ikke gav point, og da Wisla Plock i onsdags besejrede Kadetten Schaffhausen rykkede polakkerne forbi Bjerringbro-Silkeborg i gruppe A i VELUX EHF Champions League. Plock har nu fem point mod Bjerringbro-Silkeborgs fire i kampen om den afgørende sjetteplads, der giver en plads i 1/8-finalen.


– Vi kommer fra en fantastisk præstation i Veszprem, og vi har generelt leveret lutter gode præstationer i VELUX EHF Champions League. Ikke mindst i de to kampe, som vi har vundet indtil nu. Men vi er ikke engang halvvejs endnu. For at vi kan udleve drømmen om at gå videre, skal vi lave nogle pointgivende overraskelser, fortæller Bjerringbro-Silkeborg-træner Peter Bredsdorff-Larsen.


– Selvom præstationen i Veszprem var en overraskelse, har vi brug for nogle pointgivende overraskelser for at gå videre.


Fantastisk håndboldhold

Søndag eftermiddag kommer FC Barcelona så på besøg hos Bjerringbro-Silkeborg, og selvom catalonierne ligger på en delt førsteplads i gruppen og blot har tabt en kamp i denne sæson, er det en af de kampe, hvor Bjerringbro-Silkeborg håber på den pointgivende overraskelse.


– Det er et fantastisk håndboldhold, der kommer til byen. Det er en klub med en fantastisk historie, siger Peter Bredsdorff-Larsen.


– Det er det hold, som både er mest og bedst skydende fra distancen. Det er et hold med gun-men. Det bliver vores helt store udfordring, men det kan også blive vores mulighed, hvis vi med vores offensive forsvar kan få marginalerne på vores side.


Thomsen: God fornemmelse

Inde i midten af Bjerringbro-Silkeborgs forsvar står Klaus Thomsen. Han og de øvrige spillere i Danmarksmestrenes centrale forsvar skal finde balancen mellem at gå frem og tackle Barcelonas skytter og samtidig holde styr på cataloniernes farlige stregspillere.


– Jeg synes, at vores forsvar står okay til dem. Det er altid spændende at sige, når man møder et af verdens bedste hold. De har sindssygt mange gun-men, der bare kan plaffe boldene ind fra 10-11 meter, og samtidig har de et par stærke stregspillere. Går vi for langt frem, får stregspilleren for meget plads. Umiddelbart har jeg en god fornemmelse.


– Vi vil gerne ud og tackle deres mange skytter ned. Andre hold satser mere på paradespillet, men vi satser på at være aggressive på modstanderens bagspillere. Vi håber, at vi kan stresse dem lidt. Vi ved godt, at vi møder udelukkende landsholdsspillere, og at det bliver svært, men kan vi yde på et højt niveau, så tror jeg, at vi har en chance, lyder det fra Klaus Thomsen.


Kan Thomsen holde Sorhaindo?

Han var med, da det danske landshold vandt EM-sølv på hjemmebane i år 2014. Den efterfølgende sommer skiftede han til Bjerringbro-Silkeborg fra ligarivalerne TTH Holstebro. I sin allerførste kamp for Bjerringbro-Silkeborg blev Thomsen korsbåndsskadet, og han måtte sidde ude i 14 måneder. Siden da har han arbejdet frem mod at kunne holde den franske stregspiller Cedric Sorhaindo, der spiller for netop Barcelona og regnes som værende en af verdens bedste og mest fysisk stærke på positionen.


– Inden jeg blev korsbåndsskadet, følte jeg, at jeg var godt med internationalt, men at jeg måske manglede lidt fysik i forhold til de rigtig store stregspillere. Peter (Bredsdorff-Larsen red.) og jeg har hele tiden snakket om, at jeg skulle op på et fysisk niveau, hvor jeg kan lave brydetag mod og vinde duellerne med Sorhaindo. Jeg synes, at jeg er godt på vej til det, men jeg havde en uge, hvor jeg var lidt syg og tabte to kilo, og dem mangler jeg lige. Men jeg synes, at jeg flytter mig godt, og jeg håber, at jeg kan bruge min hurtighed, så jeg ikke kun skal stå og bryde med de store stregspillere, fortæller Bjerringbro-Silkeborg-forsvarsspilleren, der glæder sig til at prøve kræfter med Sorhaindo og de andre Barcelona-stjerner.


– Vi har masser af sjove kampe i puljen, og Barcelona klinger godt. Vi møder toppen af poppen hver eneste uge i den her gruppe, og det er fedt at prøve at måle sig med dem.


Om det lykkes Thomsen og de øvrige Bjerringbro-Silkeborg-spillere at stoppe Barcelona, finder vi ud af, når der er kampstart søndag kl. 16.50 i JYSK Arena.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER