Jens Kamp

TTH Holstebro-træner tilfreds trods nederlag

TTH Holstebros damer havde i aftes besøg af Team Esbjerg hjemme i Gråkjær Arena. Det endte med et klart nederlag på 26-32 til hjemmeholdet, som dog fik roser med af en tilfreds træner.


HBOLD.dk talte efter kampen med Søren Hansen, vikarierende træner for TTH Holstebro og han sagde blandt andet dette:


– Det blev jo desværre lidt som man kunne frygte, at de hurtigt sætter sig på kampen. De overmatcher os i mange af spillets facetter. Men jeg kan ikke sætte en finger på pigernes indstilling til kampen. De arbejder med det hele tiden – både dem der er på banen og dem der sidder udenfor. I pausen kommer de med løsningsforslag, og vi havde jo også sat nogle delmål op inden kampen. Og i hvert fald det ene delmål blev opfyldt. Vi spillede aggressivt i forsvaret og fik lavet en del spilstop. Men vi fik også talt forkert nogle gange, når Team Esbjerg havde bolden, men vi må jo også have respekt for, at de spiller godt. Så det ene delmål lykkedes, men det med at stoppe deres kontraer, det lykkedes ikke.


– Men indstillingen til tingene og lysten til at lære i løbet af kampen, skal de dælme have ros for!


Set udefra kunne man også se, hvor meget pigerne fra TTH Holstebro kæmpede i forsvaret, men ind i mellem stod de dog nærmest stille.


– Det kommer jo til at se ud som om de står stille, når man tæller forkert – og så laver Estavana Polman jo nogle vanvittige aktioner. Hun er simpelthen så dygtig. Og hun spiller hele kampen. Det kunne da godt have hjulpet os lidt, hvis hun havde fået en lille pause i dag. Men sådan er det! Men til pigernes ros tror jeg at der var flere nøl-kendelser mod dem end mod os. Så vi tager en god følelse med os fra kampen. Især efter anden halvleg, slutter Søren Hansen af.


På søndag tager TTH Holstebro til Tyskland, hvor de skal møde VfL Oldenburg i EHF Cuppen. TTH er bagud med to inden returopgøret, men det ser ikke umulig ud at gå videre. Desværre blev Stine Andersen slemt skadet i det første opgør. Ligeledes er et par af de andre spillere også tvivlsom til kampen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER