Jesper

Jakob Andreasen: Vi har hungret efter succes

Silkeborg-Voel KFUM fik sig onsdag aften en god portion selvtillid, da de besejrede Randers HK med hele 12 mål, nemlig 37-25. Og netop selvtillid og succes i kampene, er noget som holdet har hungret efter. Samtidig ser det bedre ud på skadesfronten for de grønne fra Silkeborg-Voel. 


Cheftræneren for Silkeborg-Voel KFUM Jakob Andreasen var godt tilfreds efter sejren onsdag aften mod Randers HK. Men det har ikke været en helt nem vej.


– Vi har hungret efter succes, fortæller cheftræneren for Silkeborg-Voel KFUM.


– Det var fantastisk. Vi rammer et højt niveau, mens vores ellers stærke modstandere har en mindre god dag.


Silkeborg-Voel har haft et svært startprogram i sæsonen, hvor man har mødt mange tophold, og samtidig har holdet været ramt af mange skader, så selvtilliden og heldet har holdet ventet på skulle ramme dem.


– Efter kampen i Holstebro hvor vi spillede 40 gode minutter, samt sejren i kampen mod Skanderborg, har givet os selvtillid. Det kan man tydeligt mærke og se på spillet mod Randers.


Slutresultatet lød på imponerende 37-25 i de grønne fra Silkeborg-Voels favør, og netop det at score 37 mål i én kamp, mener Jakob Andreasen aldrig er sket i Silkeborg-Voels historie. Han svarer på spørgsmålet, om der nogensinde er scoret så mange mål i en Silkeborg-Voel kamp.


– Nej, nej, nej, det er der ikke. Vi er pisse gode i angrebsspillet, hvor vi har stor succes.


Og han fortsætter:


– Samtidig skal det nævnes, at Randers’ ellers dygtige keepere, aldrig rigtig kommer ind i kampen. Man kan godt tillade sig at sige, at de havde en off-day, fortæller cheftræneren.


Skadeslisten hos Silkeborg-Voel KFUM har været lang, men det begynder endelig at lysne op på skadesfronten for de grønne. Onsdag aften var Mathilde Bjerregaard igen med, efter 1 års skadeshelvede. Hendes makker i midterforsvaret, Rikke Iversen, var også tilbage efter en hjernerystelse. Og at de to var tilbage i onsdagens kamp, det kunne mærkes.


– Det gør en stor forskel, at have både Mathilde og Iversen til rådighed. I Holstebro kampen, kunne vi kun dække fremme, da hverken Iversen eller Mathilde var med. Det er en verden til forskel, når vi nu har dem begge til rådighed, slutter Jakob Andreasen.


De grønne fra Silkeborg-Voel går på landskampspause som nummer 7. i Primo Tours Ligaen, mens Randers HK indtager ligaens 8. plads.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER