Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Lasse Dieckmann

Århus Håndbold skal bruge masser af fysik mod BSV

Århus Håndbold tager i aften imod Bjerringbro-Silkeborg, der for tiden har et stramt program med både 888-Ligaen og Champions League


Der bliver gået til stålet, når Århus Håndbold i aften tager i mod Bjerringbro-Silkeborg i 888-Ligaen. Det kan være en del af opskriften til sejr. Det mener den udviklingslandsholdsaktuelle Anders Kragh Martinussen.


– Vi skal bruge en masse fysik. De har et meget hårdt program, hvor de har mange kampe med Champions League, så det er ikke sikkert, de synes, det er så sjovt, at komme til Århus, og der så virkelig bliver gået til dem, fortæller Martinussen til HBOLD.dk.


Århus Håndbold kom skidt fra land i dette års 888-Liga, men de er efterhånden ved at komme efter det. En god moral i truppen, og cheftræner Erik Veje Rasmussens vise ord har været nøglen for århusianerne.


– Vi har hele tiden lagt mere og mere på til træning og kamp. Og der har Erik jo haft ret, når han har sagt, at sæsonen er lang og pointene skal nok komme. Og efter vi så fik den forløsende sejr mod Ribe-Esbjerg, så har vi holdt fast i den gode kultur med at blive ved med at lægge lag på til både træning og kamp.


Til kampen i dag er Århus Håndbold stadig uden Torben Petersen og Emil Nielsen. Derudover må de se bort fra Sebastian Henneberg, der har fået en skade i baglåret.


– Det er klart, at når vi mangler Sebastian, så er der nogle skud, der skal deles ud på andre positioner. Og det kan da godt være, der kommer lidt flere til mig. Men ellers har vi jo set mod Randers, at en mand som Frederik Krarup griber chancen, når han får den, fortæller Martinussen.


På Århus Håndbolds hjemmeside skriver de, at der kommer små 5000 på besøg i Ceres Arena. Og det kan også blive en afgørende faktor, hvis Århus Håndbold skal have held med at beholde begge point i Århus.


– Jeg håber da helt sikkert, at Ceres Arena kan blive den 8. mand på banen i dag, og at vi kan få dem med. Det plejer at være et rigtig fedt publikum, og hvis alle er med, så plejer der at være en enorm god stemning, slutter Anders Kragh Martinussen.


Kampen spilles i Ceres Arena kl. 18.30, og den kan ses på TV2 Sport.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER