Lasse Dieckmann

TM Tønder: Vi skal være gode i alle 60 minutter

Hvis TM Tønder skal tage begge point fra et SønderjyskE hold på deres stærke hjemmebane i Skansen er en god indsats over alle 60 minutter nøglen


TM Tønder har indtil videre fået skrabet 4 point på kontoen efter 8 kampe i 888-ligaen. Det er 4 point, de er rigtig glade for, men de er ikke helt tilfredse med, at det ikke er blevet til flere.


– Vi er super glade for de point vi har fået. Men vi er ikke tilfreds med at vi kun spiller én god halvleg i Randers, fortæller TM Tønder-træner Claus Lyngsøe til HBOLD.dk.


Og nøglen til at få flere point på kontoen imod SønderjyskE bliver en indsats, hvor TM Tønder-drengene leverer god håndbold i samtlige af kampens 60 minutter.


– Vi skal lykkes med vores eget spil i hele kampen. Vi har haft for mange kampe, hvor vi har haft for store udfald, og hvor vi har haft for svært ved at score, fortæller TM Tønder-træneren.


SønderjyskE har indtil videre fået 6 point i sæsonen, så drengene fra Tønder kan komme op på siden af dem med en sejr. Og det er tilmed et vaskeægte lokalopgør, der også gør, at der er lidt mere på spil for nogle af spillerne.


– Vi har jo nogle spillere, der er blevet vraget i SønderjyskE, så jeg håber da, at der er nogen af dem, der vil gå ind og bevise, at det måske var en fejl, at de blev vraget, slutter Claus Lyngsøe.


Kampen spilles i Skansen søndag eftermiddag kl. 17.00.


 


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER