Hakan Sahin

AJAX København ser frem til topopgør i herrenes 1. division

Der er lagt op til en hed affære, når oprykningskandidaterne fra TMS Ringsted gæster Baunehøjhallen fredag aften kl. 19:00. AJAX København, som har haft en forrygende start på sæsonen, skal forsøge at fortsætte den gode hjemmebanestatistik med tre sejre ud af tre mulige, og ifølge træner Torben Nielsen er der ikke en opskrift på dette scenarie, men man vil forsøge at bruge samme indgangsvinkel, som i de øvrige kampe.


To snævre nederlag, et enkelt uafgjort resultat og fire sejre har AJAX København præsteret efter 7. spillerunde i herrernes 1. division. Taget sidste sæson i betragting er det en kæmpe forbedring, forklarer AJAX-træner Torben Nielsen, som udtrykker stor tilfredshed med sit mandskab.


– Det har været en tilfredstillende start for os i de første syv kampe, med tre sejre ud af tre mulige på hjemmebane, dog er jeg selvfølgelig en anelse skuffet over de snævre nederlag i henholdsvis Lemvig og Odder. Et point eller to mere kunne vi godt have haft med forud for kampen mod Ringsted, fortæller AJAX-træner, Torben Nielsen til HBOLD.dk


TMS Ringsted var, og er nok stadig oprykningskandidater til 888LIGAEN, hvis de i morgen slår AJAX København. Men dette scenarie visker ikke nederlaget mod Otterup og det uafgjorte resultat mod Frederikshavn på hjemmebane væk. Dette er helt sikkert noget Torben Nielsen har taget med i forberedelserne forud for kampen, selvom han stadig mener de skal have samme indgangsvinkel mod TMS Ringsted som de har haft i de øvrige kampe.


– Vi har selvfølgelig haft med i forberedelser, at Ringsted har smidt nogle vigtige point til hold, der ikke bør matche dem spiller for spiller, men vi skal sådan set spille som vi hele tiden har gjort. Vi har haft en god energi og begået færre fejl i vores opbyggende spil, hvilket har gavnet os, selv i de kampe vi har tabt med et og to mål, fortæller Torben Nielsen, der uddyber, at de selvfølgelig også har for øje, at Ringsted har et stærkt mandskab, med nogle rigtige dygtige individer i Rune Ohm og den tidligere landsholdsspiller Claus Møller Jacobsen, men at de ikke er uslåelige. Han håber derved at de kan begrænse de dårlige perioder i kampen og forhåbentlig byde dem op til dans.


AJAX København ligger lige nu på en fjerdeplads, og ifølge Torben Nielsen er der ikke udsigt til en ny målsætning trods den gode start.


– Vi tager som sagt én kamp ad gangen, vores målsætning er top 8, og det havde den også været hvis vi havde ligget nr. 2 eller 10. Vi venter med at revurdere målet før efter jul, gør Torben Nielsen klart.


Kampen fløjtes op  fredag aften i Baunehøjhallen kl. 19:00.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER