Maja Laursen Bjerg

Bredsdorff-Larsen: Vi har fokus på deres kontrafase

Der venter en topkamp i aften, når BSV tørner sammen med TTH Holstebro. Det bliver afgørende at få lukket ned for gæsternes kontrafase, lyder vurderingen fra BSV-træner, Peter Bredsdorff-Larsen.


Der er lagt op til et brag af en kamp, når Bjerringbro-Silkeborg tager imod TTH Holstebro. Sidst vestjyderne var på besøg i Silkeborg, var i første DM-finalekamp, hvor BSV vandt med syv mål. Dengang scorede TTH Holstebro kun 20 mål mod hjemmeholdet, og det ser BSV-træner, Peter Bredsdorff-Larsen, gerne gentage sig i aftenens kamp. Det vil blandt andet kræve, at de får stoppet vestjydernes kontrafase.


– TTH Holstebro er et hold, som scorer mange mål, men som også lukker mange ind. Jeg synes, det er kendetegnende for deres sæson, at de ikke har fundet stabiliteten. Vi er opmærksomme på, at vi skal levere endnu en god forsvarspræstation, og så er vi særligt opmærksomme på kontrafasen, siger Peter Bredsdorff-Larsen til HBOLD.dk.


Læs også: Landsholdspause har givet ny energi i BSV


Ligesom Bjerringbro-Silkeborg deltager gæsterne i Champions League, og begge hold har derfor mange kampe for tiden. Peter Bredsdorff-Larsen bider særligt mærke i TTH Holstebros kontrafase.


– TTH Holstebro har også et travlt kampprogram, og de har leveret nogle gode indsatser, men de har også problemer med stabiliteten. Men når det går godt, spiller de med stor fart – også i kontradelen. Det er særligt det område, vi har fokus på, forklarer træneren.


Om Peter Bredsdorff-Larsens tropper trækker sig sejrrigt fra kampen mod TTH Holstebro, bliver afgjort i aften, når opgøret fløjtes i gang klokken 20.30 i JYSK Arena.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER