Maja Laursen Bjerg

Landsholdspause har givet ny energi i BSV

I morgen tager BSV imod TTH Holstebro i deres første kamp efter landsholdspausen. Bjerringbro-Silkeborg ser frem til igen at tage hul på det travle kampprogram, som de har fået en god start på, fortæller Peter Bredsdorff-Larsen.


Efter en kort landsholdspause er det igen blevet tid til kampe i den bedste danske række. 888-ligaen byder på en lækkerbisken af en kamp, når sidste sæsons DM-finalister igen krydser klinger. Hos Bjerringbro-Silkeborg har de tanket ny energi i pausen, og holdet er nu klar til opgøret i morgen og de mange kampe før nytår.


– Vi har haft en god, kort pause, hvor vi har haft lejlighed til at restituere krop og sjæl, og hvor vi har arbejdet med den fysiske del. Vi glæder os til at komme i gang med en ny spændende periode på 44 dage med 13 kampe. Det starter i morgen med en kamp mod TTH Holstebro, hvor vi forventer en ægte topkamp, siger Peter Bredsdorff-Larsen, cheftræner i BSV, til HBOLD.dk.


Læs også: En gulddreng forlænger med Bjerringbro-Silkeborg


Bjerringbro-Silkeborg har fået en god start i 888-ligaen, hvor de indtager andenpladsen med 12 point efter otte kampe. BSV-træneren er da også glad for de takter, holdet har vist i sæsonen indtil videre.


– Vi er i en god gænge. Vi er godt tilfredse med alle faser i den første periode, hvor vi har leveret mange gode og stabile præstationer. Vi har mange spillere i en god gænge og et højt niveau, og det vidner om en tryghed i vores spil, siger træneren.


BSV skyder gang i deres tætpakkede kampprogram i morgen aften, hvor de på hjemmebane tager imod TTH Holstebro.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER