28.01.2013 kl. 08:28 af Krezstian Sørensen.

Portræt af Mr. AJAX

HBOLD.dk tegner et portræt af en levende legende, der har betydet meget for dansk håndbold, modtaget hædersbevisninger i stride strømme og i dag er kendt som ’Mr. AJAX’. Navnet er Morten Petersen, målmand og VM-sølvvinder i 1967. 

De unge år
Vi skruer tiden tilbage i historiebøgerne. Året er 1930 og Morten Petersen kommer til verden i en lille by ved navn Ulse, der ligger tæt ved Haslev. Her i sin fødeby begynder han i 1937 at spille håndbold. Dengang da Morten startede med at spille, var det for det meste om sommeren og udendørs. De spillede på en lokal bondemands mark, som der havde køer gående om dagen, mens Morten og de andre Ulse-drenge spillede om aftenen der. Allerede dengang havde han et højt ambitionsniveau, og Ulse var kun første skridt på vejen i en flot karriere indenfor håndbolden. I 1944 spillede han i Haslev, hvor de havde et godt hold og han husker en episode fra den tid, ganske klart den dag i dag.

- Vi var på vej til kamp i Sorø en dag, kan jeg huske. Der blev vi stoppet af Gestapo, som ransagede alle vores ting. Det var jo krigstid, så det var meget normalt, men vi blev da noget overraskede. De lod os dog køre videre og vi nåede da kampen, fortæller Morten Petersen til HBOLD.dk
 

Ambitioner
Han havde som sagt meget store ambitioner for sin håndboldkarriere. I 1948 fik han debut på Ringsted IF’s førstehold i 2. division, som var den næstbedste række dengang. To gange oplevede han rykke op i den bedste række med Ringsted til han i 1956 skiftede til AJAX København. Han var færdig med uddannelsen som Ingeniør og et arbejde i København, gjorde at skiftet var en naturlig ting for ham. Han glemmer aldrig sin første kamp i AJAX-trøjen, som bød på et gensyn med gamle venner.

- Jeg opnåede 140 divisionskampe for Ringsted og havde mange gode år der. Men AJAX passede med mine ambitioner, som jeg ikke lagde skjul på, så derfor skiftede jeg til dem i 1956. Og så ikke om vi skulle til Ringsted i min debut og vores første sæsonkamp i 1. division. I dag ville man nok have buh’et og der ville blive råbt grimme ting til en, men sådan var det ikke dengang, fortæller Petersen til HBOLD.dk.
 

AJAX København
I sin aktive karriere for AJAX vandt han i 1964 mesterskabet, som den dag i dag stadig er sidste gang klubben har erobret det. Han nåede også at vinde pokalturneringen og få Europa-cupkampe på cv’et. Han nåede at spille 255 kampe for AJAX bedste mandskab og trådte i 1963 ind i bestyrelsen, hvor han i 1969-1998 var formand.

- Vi spillede i KB-hallen dengang og der var altid mange mennesker. Ja, jeg mener det var fire tusind, som der var plads til den gang og det er jo noget helt andet end i dag. Folk har så travlt med alt muligt og farer frem og tilbage, for at nå det hele. Det er grunden til at der ikke kommer så mange i hallerne mere, tror jeg, fortæller Petersen til HBOLD.dk.

Landsholdet
Han opnåede 34 kampe i rødt og hvidt og det største minde i hele hans karriere er uden tvivl VM 1967 i Sverige. Her var han med på holdet som målmand, men stod lidt i skyggen af Erik Holst, der på det tidspunkt var verdens bedste målmand. De tabte finalen til et stærkt fra Tjekkoslovakiet, men ingen havde regnet med at danskerne ville gå videre bare fra puljen. Der var sejre over bla. stormagter som Sovjet og Jugoslavien hvilket var helt sensationelt dengang. Selv stod Morten Petersen hele kampen i gruppe spillet mod Tunesien, hvor Danmark vandt med hele 26-6. Det er det laveste antal scoringer, der nogensinde er blevet scoret mod Danmark i en slutrunde. Men to kampe står klar i erindringen som de mest spændende kampe på landsholdet. Og den ene var han faktisk slet ikke på banen.

- Jeg fik debut i 1961 i en kamp i Berlin mod DDR. Der stod jeg rigtig godt og det vil jeg aldrig glemme. For man er rigtig stolt over at få chancen for at repræsentere sit land i en landskamp, så det glemmer jeg ikke. Den mest nervepirrende kamp jeg har været med til, kom jeg slet ikke på banen. Det var ved VM i 1967. Vi havde en tæt kamp mod Jugoslavien og vinderen af den kamp, ville følge Tjekkoslovakiet videre fra gruppen. Det var så spændende, at jeg ikke kunne sidde stille på bænken. Ja, det var der ingen af os der kunne. Heldigvis så stod Erik(Holst, red.)en brandkamp og vi vandt 13-12, fortæller Petersen til HBOLD.dk

 

Hædret som en royal
Gennem de mange år i håndbolden, har han modtaget mange hædersbevisninger for alt det arbejde han har lagt i AJAX som spiller og som formand for klubben. Det vil få selv en royalist til at blegne, når man tæller hans nåle og fade sammen. Nogle af de største anerkendelser han har fået er KHF’s Guldnål som han modtog i 2005, DHF’s Sølvnål som han modtog i 1977 og så har han i AJAX fået opkaldt en lounge efter ham. I alt mere end tolv nåle, fade og mere, der er kommet for hans store arbejde med håndbolden. I 2009 fik han hæder ved sin egen klubs 75 års jubilæum. Her fik han et sølvfad som tak for en ’Ekstra ordinær indsats’.

- Det er vel det største man kan opnå som menneske og sportsmand, at nogen synes det er godt, det som man render rundt og laver. Jeg er virkelig beæret, over alle de ting jeg har opnået indenfor håndbolden og jeg ville ikke have været dem foruden, fortæller en stolt Morten Petersen til HBOLD.dk

Mr. AJAX stopper aldrig
I dag er Morten Petersen i en alder af 82 år, stadig aktiv på kampdage i Bavnehøj-hallen. Han sætter plakater op inden kampstart og folk hilser på ham i hallen, som ’formanden’. Men kommer man udefra og spørger hvem ’Mr. AJAX’ er. Så er alle klubmennesker enige om at det er Morten Petersen. Og han har tænkt sig at hænge plakater op, til han ikke kan mere og så tror han på dansk guld i aften.

- Jeg har det fint nok. Jeg har haft lidt problemer med ryggen, men det er vel bare alderen. Jeg ved ikke hvornår jeg stopper i AJAX, men nok aldrig. Om Danmark vinder guld? tjo, hvis de fortsætter som indtil nu. Så kan alt ske, slutter VM-sølvvinderen fra 1967.

Udover en flot håndboldmæssig karriere, er Morten Petersen også uddannet tømrer, bygningskonstruktør og Ingeniør. Han har med konen Nelly to døtre og bestridet mange poster som erhvervsmand.

Onsdag 22.10 kl. 22.40 - TV3 SPORT 2
Hannover-Burgdorf – HSV Hamburg (m)

Lørdag 25.10 kl. 16.10 - TV3 SPORT 2
Rhein-Neckar Löwen - THW Kiel (m), direkte

Lørdag 25.10 kl. 16.50 - TV 2
Studiet

Lørdag 25.10 kl. 17.05 - TV 2
Skjern-BSV (m), direkte

Lørdag 25.10 kl. 17.55 - TV 2
Skjern-BSV (m), direkte, direkte

Se hele TV-oversigten »

SEKTION: NYT FRA HERRELIGAEN

Vis valgte

SEKTION: NYT FRA DAMELIGAEN

Vis valgte

SEKTION: NYT FRA 1. DIVISION - HERRER

Vis valgte

SEKTION: NYT FRA 1. DIVION - DAMER

Vis valgte

SEKTION: NYT OM LANDSHOLDENE

Vis valgte

SEKTION: NYT FRA BUNDESLIGAEN

Vis valgte

SEKTION: EUROPÆISKE TURNERINGER

Vis valgte

SEKTION: SPILFORSLAG

Vis valgte

Din stemme kan ikke registreres!

Du skal være logget ind på din brugerprofil, for at kunne deltage i denne afstemning.

Har du ikke en brugerprofil på HBOLD.dk, kan du oprette en ved et klikke her.